Min Barndom på Amar´

Amar´ (min selvbiografi) (1959-69) skrevet i Præstø i 2017.

  

Jeg kommer til verden

Jeg blev efter sigende født halvt i en taxa på vej til rigshospitalet i københavn d. 22. marts 1959, og efter hvad jeg er blevet fortalt, skulle turen derind have været et mindre mareridt for min moder. Hun havde voldsomme veer og smerter, og var alene hjemme. Hun kunne ikke over telefonen få fat i en ambulance, så hun ringede efter en taxa. Dengang måtte taxa´er gerne sætte et hvidt flag på taget, som viste at der var tale om vigtig og livstruende kørsel. Jeg kunne ikke vente med at komme ud og se verden, så vandet gik på min moder i taxa´en blot 2 minutter før vi var ankommet til hospitalet. Sådan ... man er vel vædder. Men selve fødslen var sådan set sat igang mellem taxa´en og fødestuen, og efter hvad min moder har fortalt mig, så var taxamanden både min og hendes ... livredder, moderhjælper og fødselshjælper. Jamen ... Tak til ham. Jeg vejede 3400 g. og målte 52 cm. og fik lyst blondt hår, og jeg var nu lillebror til Ivan på 4 år som fik mørkt hår. Vores fader havde mørkt hår og moder havde ræve rødt hår. 

Så her var jeg, født i Sct. Stefans Sogn i København, barn af min moder Fru.Visesangerinde Ani Elva Christensen (f. Johansson)(20.09.34-25.10.91) og af min fader Hr. Repræsentant Palle Christensen (17.09.33-14.01.84). Jeg blev døbt og navngivet Svend Christensen i Sundby Kirke på amager d. 29. maj 1960. Efter sigende skulle jeg have været navngivet efter en sød fælles ven og forretningsmand i jylland, som da også havde givet mig 500,- kr. til min børneopsparrings konto i barnedåbsgave. Jeg har desværre aldrig set min navnebror fra jylland, men min moder fortalte meget rosende og positivt om ham. 

Mit barndomshjem 

Mine forældre, storebror Ivan og jeg boede i en 2 værelses lejelighed på 4 sal i Røsågade nr. 4 på amager. Men da min lillebror Stig (21.02.61-02.08.96) som fik ræve rødt hår kom til verden i februar 1961, flyttede vi kort efter til en 3 værelses lejelighed i opgangen ved siden af. Så nu hed vores bopæl derefter - Røsågade nr 6, 3 th. 2300 København S. Herfra levede vi som en lille almindelig småbogerlig familie i et typisk arbejderkvarter, med bad, toilet, køkken, og 3 værelser. I køkkenet var der et køleskab, som godt nok skulle fyldes med en kæmpe isklump i kølerummet en gang om ugen af ismanden. Der var koldt og varmt vand i hanerne, komfuret brugte bygas til opvarmning af blus og ovn, der var radiatorere i alle rum på nær i bad og toilet, der var forsatsruder på alle vinduerne, der var både en hovedtrappe og en køkkentrappe, og lejeligheden fremstod lys og venlig. Indkøbs muligheder var der rigelige af, da Amagerbrogade lå kun små 50 meter fra vores hoveddør. For ikke at glemme vores lokale ismejeri som lå i vores gade på hjørnet af brigadevej, der kunne vi handle på klods (altså få det skrevet ned, og så betale senere). Sundbyvester Skole lå også dejligt tæt på vores hjem. 

Brigadegården 

Brigadegården, som var rammet ind af gaderne Røsågade, Øselsgade, Lerfosgade og Brigadevej, havde 2 indkørsler til selve gården, hvor vores elskede legeplads lå. Gården var nærmest et uindtageligt fort for fremmede, med en brostensbelagt rundkørsel rundt om bunkeren og legepladsen.

Vi børn elskede bare den legeplads, både store som små, den havde det hele. Der var karrusel, rutchebane, sandkasse, bænke, ballancetræstamme, gynger, og en skøn masse asfalt til boldspil, som rundbold, stikbold og ikke mindst fodbold. Hele herligheden var rammet ind med flethegn med 3 låger som indgange, og derefter et bælte på ca. 2 meter med buske og hybenroser og endnu et stålhegn. Sikkert for at skåne de små børn imod bilerne der dog kun måtte køre 10 kmt. . Så alt ialt et eldorado af muligheder for os ca. 60-80 store og små børn for at lege og være kreative. 

Lidt om mor og far 

Vi var nu tre brødre, storebror Ivan, lillebror Stig og så mig - (brødrene sullivan, som mor altid kaldte os ... PS/ håber sgu ikke at hun tænkte på de fem brødre der alle døde i WW2, og som senere blev til filmen "Saving private Ryan" af Spielberg). Nå men, hverdagen gik sin gang i det lille hjem, og far havde travlt som forsørger og udearbejdende repræsentant (aner ikke hvad det står for), og mor måtte så opsige sin stilling som visesangerinde i Slukefter i tivoli for at blive hjemmegående husmor på fuld tid. Sørgeligt og utroligt trist, at min mor skulle stoppe sin karriere som sangerinde. Da hun i sin tid mødte min far, havde hun success med at synge til store og små arrangementer rundt om i landet, og hun sang ofte for soldaterne på kasserner og flyvepladser i efterkrigstiden. Det har jo nok også været derude i underholdningsbranchen, at de to mødte hinanden. Mor havde sideløbende med sin sang karriere også et fast job som telegrafist på telegrafen i København, hvor hun tog imod alverdens nyheder og sports-telegrammer til ritzaus bureau.

Telegrafen (Klide: jyllands-posten.dk)

"Menneskene rykkes nærmere sammen; Ideerne vexles lettere, vi bliver mere et Folk, én Aandernes Stat." H.C. Andersen var begejstret. Han havde netop fået demonstreret et af den nye tids største undere, telegrafen, og begejstringen boblede over i et privat brev til en ven.

Da Danmarks første telegraflinje mellem Helsingør og Hamburg åbnede 2. februar 1854, var transporttiden for en meddelelse mellem de to byer 51 timer på hesteryg. Den 2. februar 1854 faldt den tid til få sekunder.

At telegrafen var en revolution, er der ingen tvivl om. Den afkortede tiden for kontakt mellem det gamle og det nye land - Europa og USA - fra måneder til sekunder, den gjorde det muligt at sende informationer den ene vej og instrukser den anden, den muliggjorde en hidtil uhørt centralisering af nationers og firmaers magt, den førte til, at man kunne være flad i New York og få telegraferet penge fra mor og far i København.

Succesen var også hurtigt hjemme. Det første år blev der sendt godt 20.000 telegrammer i Danmark. I 1870 var tallet en halv million, hvilket skabte overbelastede linjer, sammenbrud og behov for højere telegrafmaster med flere tråde.
Intet under, at Hans Christian blev så begejstret, for optimismen var stor, nu kunne man jo snakke sammen, forståelsen bredte sig med lynets hast, og så var der jo ingen grund til konflikt og krig.
Telegrammer blev hurtigt en stor del af avisernes nyhedsdækning, og flere aviser grundlagt i de år tog telegrafen med i bladhovedet: som Boston Telegraph eller Daily Telegraph. Jyllands-Posten, som blev grundlagt i 1871, burde derfor nok have heddet Jyllands-Telegrafen, men valgte altså et navn, der skuede bagud.

Der var dog også advarende røster: "The telegraph is a cause of nervousness the potency of wich is little understood" (Telegrafen er skyld i en usikkerhed, hvoraf styrken er dårligt forstået) skrev amerikaneren George M. Beard i 1881 og advarede mod følgerne af den øgede hastighed og kompleksitet i det moderne menneskes tilværelse.
Det er en advarsel, der er blevet gentaget siden - både i forbindelse med internettet, mobiltelefoner og SMS. Den øgede hastighed i udveksling af informationer er ikke altid et gode. Det virker ikke nødvendigvis afslappende altid at skulle være tilgængelig, opdateret og klar.
Den 18. april 1864 berettede et telegram fra fronten ved Dybbøl: "Fjendens ild var i går vedholdende og heftig". Den krig tabte Danmark, og nyheden var ude med det samme.
Telegrafen havde andre muligheder end udveksling af ideer. Tropper kunne dirigeres, ordrer kunne udsendes - og opsnappes. Telegraflinjer kunne afbrydes. Hurtig og sikker kommunikation - og kontrol over den - var magt. Telegrafen blev en integreret del af den verden, som havde skabt den.
Internettet er blevet kaldt en revolution. I forhold til telegrafen var det en af de mindre.

Mit stamtræ

Min mors forældre hed Hr. fiskegrossist Otto "danmarks Otto" Johansson og Fru. Anna Elisabeth Mikkelsen (f.Nielsen) fra Bremerholm i København. Mor havde seks søskende, nemlig Kaj (fra mormors side), Inger (fra morfars side), Per Olander Johansson (kunstner)(død 10.03.12), Karin Olander Johansson (død 26.07.09), Viggo Olander Johansson (akrobat artist)(død 03.05.01) og Ninna Olander Johansson (pædagog)(01.03.46-02.04.16). Jeg nåede at møde dem allesammen i løbet af min barndom. (dog ikke Kaj fra mormor´s side)

Min fars forældre hed Hr. repræsentant Eigil "Smil" Christensen og Fru. Lis Sandberg vist nok fra Gilleleje og i nord Sjælland et sted. Far havde to brødre, nemlig Leif (tømrer) og Bjarne (bartender).

Slukefter i Tivoli 1957 (Kilde: kbhbilleder.dk) (danskefilm.dk/Oda Deckert)

I den noget mere folkelige ende i Tivoli lå sangerinde-Pavillonen Slukefter, der eksisterede fra 1943 til 1957. En efter en træder de fire syngepiger frem for at synge deres vise. I 1943 da Tivoli fyldte 100 år startede Oda Deckert Slukefter i Tivoli og i 1957 iscenesatte, dirigerede, skrev tekster og spillede selv med i forestillingen "Så mindes vi det gamle - Slukefter".

Interessen for visesang og protestsange - forsætter fra 1966 i Vise Vers Huset beliggende i Gyden med Thøger Olesen, som bagmand. Dette sted blev tvunget til at lukke i 2006.

(Tivolis Slukefter opstod i 1843, og var her genstand for Københavnernes vildeste Begejstring. Den yderst tarvelige Pavillon, som aften efter aften genlød af klapsalver, og højrøstede kærligheds-erklæringer, var beliggende på Tivolis Grund, i nærheden af Indgangsporten, på samme sted hvor i året 1866 Tivolis nye Pavillon blev opført.)

Opløsning 

Mine aller første rigtige minder fra min barndom er duften af min mor, hendes hud, hendes lange røde hår, hendes stemme når hun læste godnat historie eller sang os i søvn. Wow, det kunne slå alt. Og ja, vi var sgu mor glade, for hun var der for os, også hvis vi havde lavet unoder og kom lidt galt afsted, som man nu gør som små nysgerrige drenge, der vil ud i verden og udforske alt. Mor stegte, bagte og kunne forvandle vores lille køkken til et sandt univers af dufte og smagsoplevelser. Vi elskede hendes bagværk og hendes tryllerier bag gas-komfuret, når hun lavede tradisional dansk mad med brun sovs og kartofler. Ingen i verden kunne lave mad som mor ... vores skyts-engle skønne moder her på jorden. Men når far endelig var hjemme og spise med os andre, så var der andre spise- regler, så var det kæft trit og retning. Det er det eneste tidspungt, jeg husker at mor har irettesat os. Spis ordenligt, sid ordenligt, spis op ellers bliver far vred. Men mor, det er lørdag, og der kommer noget sjovt i tv. Må vi ikke nok? 

Far flytter 

Vi var ellers alle trygge og glade for vores liv her i paradis, men det viste sig at ikke alle var lige glade. Noget var ikke som det skulle være, der var gået grus i maskinen. Far kom senere og senere hjem fra arbejde, og mor blev mere og mere træt af hans undskyldninger. Vi børn hørte aldig deres skænderier, men vi fornemmede det jo klart på mor næste dag. Hun var ked af det og gjorde alt for at skjule det for os. Men børn kan jo godt mærke at der noget galt. Far havde åbenbart ikke kun gang i et firma, men også gang i en affære med en anden kvinde. Det måtte ende galt, og de blev skilt kort tid efter. Mor var nu alene med tre børn, og vi fik de gamle spise-vaner tilbage og måtte nu prutte og bøvse igen ved bordet. Vi var nok for små til helt at forstå, hvad det var der skete, og hvad konsekvenserne af deres skilsmisse ville medføre. Hvorfor skulle far flytte fra os? Elskede han os ikke mere? Spørgsmålene var mange fra os drenge, og mor gjorde sit bedste for at svare på dem, og for at berolige os. Far elsker jer overalt på jorden, og han vil komme engang imellem og hente jer. Far og mor er bare ikke så glade for hinanden mere, så vi trænger til at være alene og se tiden an. Vi er begge kede af det, men vi syntes, at det er bedst for jer og for os, at holde en pause. Alt skal nok blive godt igen, og det har intet med jer at gøre. Vi elsker jer over alt, kan i jo nok forstå. Vi forstod intet. Vi græd i kor sammen med mor i fem minutter, så foreslog hun at lave æbleskiver og varm kakao og så var gråden forvandlet til glædes råb og heppen. Vi fik den aften lov til at se TV lidt længere, end vi ellers måtte, og mor læste og sang os i søvn med mere omsorg og kærlighed end jeg nogen sinde kan huske. Den nat sov vi allesammen sammen med mor i hendes seng. 

Anekdote nr. 1 

Da jeg var omkring fem år, blev jeg anholdt af to politibetjente for at stå alene og se på TV i Feddie Hansen´s udstillings-vinduer på amagerbrogade. Betjentene spurgte mig venligt om, hvad jeg dog lavede der helt alene. Ser fernsyn svarede jeg dem. Men hvor er din mor? Hun er der hjemme. Det skal lige oplyses at jeg var genert, og at jeg var sent udviklet sprogligt. Hvor er hjemme? Jeg blev usikker, og pegede i øst,vest,syd og nord. Jeg blev også skræmt af alle de spørgsmål, og begyndte at græde. Jeg vil hjem til mor. Betjentene trøstede mig, og førte mig venligt hånd i hånd ned til politistationen Under Elmene, som var vores lokale politistation. Min gråd blev hurtigt ændret til smil, latter og tryghed. Under deres forhør om hvor jeg boede, blev jeg vartet op med slik, kage og limonade. Det skal lige siges, at mor havde sendt mig ned til ismejeriet, der lå tæt ved vores opgang, for at få skrevet noget bøttesmør og noget pakamentpapir. En tur jeg havde lavet mange gange, men denne dag ville jeg på eventyr. Og det fik jeg. Først efter en times tid fandt min mor mig igen, der sad jeg med is og legede fantastisk på gulvet på stationen med fem store betjente i et væld af legoklodser og biler, og ville ikke hjem igen. Min mor fik en repremante af de flinke betjente, og jeg fik endnu en is af mor på hjemturen. God dag. 

Psoriasis og Vacciner

Den daglige rutine vendte så småt tilbage i det lille hjem, og vi havde nok allesammen erkendt, at far jo nok ikke kom hjem og bo hos os mere. Mor virkede også meget mere livsglad og ubekymret på trods af, at der var rigeligt at være bekymret over. Vi drenge lagde os på skift eller samtidligt på sygesengen med diverse børnesygdomme. Skoldkopper, rødehunde, mæslinger og hvad de ellers hed dengang. Det har ikke været nemt for mor at stå alene med hele ansvaret for os knægte. Det var et ustandseligt renderi med sporvognen ind til hendes læge i den indre by med os unger, som på skift skulle vaccineres mod Difteri, stivkrampe, poliomyelitis, kopper og sikkert andre onde ting. Ikke nok med det, ... så havde lillebror Stig fået Psoriasis udslæt over store dele af hans krop, som skulle behandles med tjære og olie på hospitalet et par gange om ugen. Nå ja, ... og så var jeg blevet diagnosticeret Tuberkulin-negativ, altså havde jeg muligvis lidt tuberkulose i min krop, eller omvendt, det kan jeg ikke helt huske. Under alle omstændigheder, så skulle jeg til mange ugentlige undersøgelser på Tuberkulose stationen, hvor lægerne sprøjtede vaccine ind i min lille arm. Jeg var rædelsslagen når de tændte for gasblusset, og førte sprøjtens nålespids ind over de blå-violette flammer. Bare for at stikke i mig. Som et lille plaster på såret, så fik jeg lov til at se film over i hovedbanegårdens KINO biograf bagefter med Gøg og Gokke, Fy og Bi samt Chaplin. 

Tandlægen 

Mor var jo, som mødre var flest, ansvarsbevidst og pligtopfyldende, så drengenes tænder skulle da periodevis tjekkes for huller hos hendes egen 70 årige tandlæge i Bredgade. Jeg har kun ET ord for det ... Mareridt. Efter vores første besøg hos den flinke søde gamle mand i Bredgade, var vi brødre enige om, at ham kunne vi ikke lide, og ham ville vi aldrig, aldrig mere se igen. Men mor ville det anderledes, og vi blev slæbt derind en gang om året, med lovning om is, kage og citronvand bagefter hos mormor og morfar der boede lige i nærheden i Bremerholm. Jeg har stadigvæk tandlægeskræk den dag idag. 

Frisøren 

Nå ja, mor gjorde det jo i god tro, og det gjorde hun jo sikkert også, når hun sendte os ned til den lokale frisør på Brigadevej til en drenge klip. Nu var det min tur i stolen, og det første frisøren spurgte mig om var, - side eller midter-skilning? Jeg var uforstående og næsten lige så rædelsslagen, som jeg var hos tandlægen med det kolde bor. Jeg ville allerhelst have taget benene på nakken, og løbet tilbage til mor og spurgt hende til råds. Men jeg ville heller ikke frenstå som en idiot, så jeg bed mig i læben og fik fremstammet ... et stille .... JA. øhhh.... Det skulle jeg aldrig have svaret ... jeg kom hjem med side-skilning og med abe-snot i håret, som stank være end moster Inger´s billige parfume. Alle drengene i gården grinede af mig, da de så mig, .... ikke kun over min nye frisure men også over at jeg stank af billig parfume. Forståeligt.

Men alt var vel egenligt også ok og iorden. Mor var mere glad, og havde vist også fundet en kæreste, som kom og besøgte hende nu og da. Ivan gik i skole, nåh ja ... han var jo også en af de store drenge i gården nu. De store drenge, var nogle vi små så op til ... uha ... de var vores forbilleder. De store gad os egenligt ikke, men de behandlede os fint, og beskyttede os hvis der var konfikter. Ingen skulle komme udefra og betræde vores jord .... eller genere og true de små. Det lå ligesom i blodet på alle i brigadegården, at her er det os der bestemmer. Legepladsen var det tryggeste sted på jorden for os små børn. Forældrene kunne trygt sende deres børn ned og lege på legepladsen, der var altid opsyn over dem. 

Belfegore og spøgelsestog 

Der var kældre med fyrrum og cykelskure rundt om hele gården, og al leg og unødig ophold var forbudt dernede. Men den regel blev sjældent opretholdt af os rødder. Vi legede tit Belfegore og spøgelsestog nede i kælderene. Jeg fik forøvrigt mit første hul i hovedet under legen spøgelsestog i kælderen. Selve legen gik ud på at vi børn delte os i to grupper. Den ene gruppe skulle gemme sig i kælderen, og den anden gruppe skulle så komme ned og finde dem uden at tænde lyset. Men så en dag så Benny SC os lege nede i kælderen, og ville lige skræmme os for sjov. Han havde sneget sig ned i kælderen, og stod pludselig kun to meter fra mig i mørket og råber Bøhhh.... Jeg blev så bange, at jeg løb direkte ind i en mur, der stak lidt ud fra gangen. Jeg råbte og skreg, og prøvede at finde ud af den skide kælder. Da jeg kom ud i dagslyset igen, kunne jeg se at jeg havde blod over det hele. Benny kom ud af kælderen, og kunne se, at jeg havde fået et hul på størelse med en krone midt i panden. Men han var så også min redningsmand. Han bandt mig ind med hans tørklæde, og kørte mig på Sundby skadestue, hvor jeg blev syet med 10 sting. Jeg har arret endnu. 

Belfegore , var en fransk gyser tv-serie, der blev vist i fjernsynet lørdag aften i den sene time. Den var rigtig uhyggelig, og det var ikke alle børn i gården, der fik lov til at se den. Men de store fortalte de små om den, og det var nok til at vi lavede en gyser leg ned i kælderen. Belfegore legen mindede lidt om spøgelsestoget. Vi trak lod om hvem der skulle sidde i barnevognen, og hvem der skulle skubbe den rundt nede i kælderen, og hvem der skulle være spøgelser. Spøgelserne gemte sig forskellige steder i kælderen i mørket, og skulle skræmme med lyde og effekter. Også her var fantasien helt i top. Nogle havde lavet primitive masker af Belfegore, som de oplyste med lommelygter. Andre havde været i Herolds Varehus, og købe stinkbomber, kløpulver og heksehyl. Nogle sprøjtede vand med deres vandpistoler, og alle viskede ... Belfegore. Legen stoppede helt og aldeles den dag, en hældte pis ned over offeret. 

PÅ søndage gik vi ofte i biffen til fireforestillingen i Alladin Teatret, der havde to film på programmet til samme pris. Som regel var det film med Zorro, Batmand, Westerns, Dracula, Eventyr og tegnefilm der blev vist. Jeg husker også, at der altid var fyldt med sigøjnerbørn på første række. De boede ude på fælleden i campingvogne, og blev kørt ind til biffen i store farverige biler. Jeg kan huske at de gjorde stort indtryk på mig. Der var en fantastisk stemning i den kæmpe store sal. Men hvis der blev kysset i en scene, så blev der piftet, bueet, og råbt ismand, blodsuger, og vampyr fra alle i salen i et øredøvende kor, som ikke stoppede før de havde kysset færdigt oppe på det store lærred. Der var også to andre biografer på amager. Der var Amager Bio og Merry Biograf, som begge lå på Amagerbrogade. Merry viste mest danske film med Dirch Passer, og Amager Bio viste udenlandske aktions/drama film. 

Vi tog også tit med på Gabriel Jensens ferieudflugter.Turerne blev annocceret i dagspressen om tid og sted. En bus samlede børn op fra flere steder på amager, og så gik turen ellers ud til forskellige mål i det ganske sommerland i en proppet bus. Det var gratis at deltage, og alle børn havde nogle skønne ture. Jeg husker en tur til bellevue strand, hvor vi alle skulle bade og spille beachwolly og lave andre fælleslege. Det var herligt, og det hele endte med gratis sandwich og sodavand. Der var også rigtig mange børnefødselsdages fester vi skulle til, vi var jo en hel del jævnaldrende unger. Så stod den som regel på røde pølser eller frikadeller, pandekager eller æbleskiver, flødeboller, is, slik og saftevand. Sådan, lige efter vores smag. 

Vi købte/byttede også tit blade, tegneserier og brugt legetøj på LoppeTorvet, som lå lige over for min hoveddør. Der brugte jeg rigtig mange af mine lommepenge ovre. Jeg købte tegneserier som, Fart & Tempo, David Crockett, Fantomet, Battle Britton, Vakse Viggo og mange flere for 10 øre stk. Når jeg så lige manglede lidt penge til en is eller slik, så kunne jeg altid sælge de blade jeg var trætte af igen. Godt nok til en meget mindre kurs. 

Legepladsen 

Om sommeren var gården forvandlet til et mindre OL, med dåseskjul, rundbold, stikbold, ræven er ude kom bare, sæbekasseløb, cykelløb og fodbold. Der var hønsebane hvor vi hønsede med hønseringe, der var hinkerude hvor vi hinkede med hinkesten. Der var hula hula ringe og sippetorv. Om formiddagen og frem til at de store fik fri fra skole, var legepladsen forbeholdt de små og deres forældre. Forældrene nød solen og hinandens gode selskab, imens de holdt et godt øje med de små i sandkassen, på løbejul, på mini cykler med støttejul og i deres små mini biler med pedaler. 

Om eftermiddagen var legepladsen så forebeholdt de store børn, og de første drenge var allerede begyndt at varme op til et brag af en fodboldkamp. Vi valgte en kaptain til hvert hold, som så på skift skulle vælge en spiller til sit hold. Var vi et ulige antal, så måtte den sidst valgte selv vælge hold. Det hele var meget demokratisk, og reglerne var simple. Vi spiller til 10 og bytter ved 5, frispark når bolden ryger ud i hækken eller på vejen i siderne, selvhenter hvis bolden ryger ind på bunkeren, og så naturligvis fair-play. Sådan en kamp kunne godt tage en times tid eller to, og det var heldigvis kun få gange, at vi røg i flæsket på hinanden pga af grove tacklinger. Nu var pigerne også efterhånden mødt talstærke op, så kunne vi spille lidt rundbold, stikbold og Ræven er ude kom bare hjem alle mine høns. Når vi så mødtes allesammen igen efter aftensmaden, og det var blevet lidt mørkt.

Så legede vi tit dåseskjul, hvor en blev valgt til at passe på dåsen. For at tælle til 30 med lukkede øjne, så alle de andre kunne gemme sig. Dåsepasseren skulle så spotte os andre, og sætte sin fod på dåsen og råbe - du er i dåsen og så navnet på den spottede, som så blev ny dåsepasser. Men hvis en anden nåede at sparke til dåsen inden og råbe - dåse, så var alt helt forfra, og den spottede slap fri. Mærkelig leg, men vi var mange drenge der syntes, at det var lidt spændende at gemme os sammen med pigerne nede i kælderen i mørket. Tror sgu at pigerne følte det samme.

Vi drenge havde også en sjov mani med at sætte ispinde, pap og klemmer på vores cykeljul, så de lød som små knallerter, når vi kørte rundt om legepladsen. Vi legede da også både cykelløb, 6 dagsløb, speedway og dødskørselsløb, som sjovt nok altid blev vundet af Gert Munkholm. Nåh ja, han vandt så senere SM, DM, NM, EM og VM i go-cart. PS/ jeg har ikke helt tjek på alle de titler han har vundet. Men han var vores racermand. 

Om vinteren vandede vi legepladsen til med vand nede fra skrællerummet med en 40 meter lang haveslange, og lavede vores egen skøjtebane. Viceværten, og næsten alle gårdens beboer var engageret i dette projekt. Fantastisk ... og vi skiftes hver aften når det var frost til at sprøjte vand ind på pladsen. Der blev også kælket og stået på ski på banen. Utroligt fællesskab der var opstået blandt alle børn, beboer og familier i brigadegården. Den dag idag, tror jeg stadigvæk at det var unikt. Men sådan har det jo nok også været i alle de andre gårde på amager. Men dette var vores gård. 

Skole, cykelbud og fodbold 

Jeg var vel også snart en af de store. Jeg skulle jo begynde i skolen, Sundbyvester Skole, og mor fulgte mig stolt og sikkert derover. Der mødte jeg mine kommende klassekammerater i 1.X, som også så lidt betuttede ud lige som jeg gjorde. Mine egne forventninger til at skulle gå i skole, var ikke så høje i starten. Men skolen viste sig at være et trygt og roligt forum for mig, som gav mig noget stabilitet og struktur i min dagligdag.

Jeg prøvede i starten på at gøre mig usynllig overfor læreinden og de andre elever i klassen, og jeg valgte at sidde alene ved bordet bagerest i lokalet. Med tiden fik jeg lidt mere mod, og rykkede et par borde tættere på læreindes bord. Men det der skole halløj var altså bare ikke rigtigt mig. Jeg kedede mig meget, og sad for det meste og tegnede i mit stilehæfte. Jeg elskede at tegne, og var ganske god til det. Et par år efter tjente jeg da også til mine første smøger (5 Eiffel og 5 York) i skole frikvarteret, for at tegne Jimi Hendrix og Che Guevara på ryggen af de stores afghanerpelse og militærjakker med en tush.

Jeg ville meget hellere hjem og spille fodbold med rødderne i gården. Men de var jo også i skole, så jeg måtte bare bide i det sure æble og få det bedste ud af skoledagene. Men når klokken ringede efter sidste time, var jeg den første der forlod klasseværelset og skolegården på Sundbyvester skole. Jeg var fri igen .... FRI. Skolens øgenavn var da også "Slaveanstalten". Hjem til rødderne i gården og spille fodbold. Men først skulle jeg lige tjene lidt lommepenge nede i ismejeriet som cykelbud. Jeg skulle bringe vare ud til de ældre kunder, og turerne tog omkring en halv til en hel time. Nogle ture var lette, og der kunne jeg bare gå hen til kunden med få vare. Men andre ture var mere krævende når kunden på 3.sal havde bestilt en og nolge gange to kasser øl i trækasser med 50 stk. i hver. Så måtte jeg have gang i budcyklen LongJohn og så trække den foran mig, da jeg var for lille til at køre på den. Men jeg tjente min hyre på nogle kroner, og fik også en masse drikkepenge af de flinke kunder, der havde lidt ondt af lille mig. 

Vi havde faktisk lavet vores egen fodboldklub i brigadegården .. B67-B69 ..altså i 3 år. Brigadegården 1967-69. Vi havde endda vores egen trøjer. Vi havde lavet en turnering med hold fra de lokale gårde, Brydegården, Hørgården, og andre i nærområdet. Kampene blev spillet på kløvermarken og på rabarber-marken som vi kaldte den ved hørgården. Brigadegården vandt over dem alle, og det var det samme hvert år. Måske fordi at vores drenge spillede på klubbene Fremmad Amager og B 1908. Vi var uovervindelige i fodbold, og vi spillede hver dag på legepladsen. Vi spillede PIS, hvor man kun måtte skyde til bolden een gang af gangen. Vi spillede MUR nede i skakten til kælderen, der gik ud på at sparke bolden ind i muren og ramme sin modstander med bolden. Jov, vi kunne bare det der med bolden i brigadegården. Men det gik hurtigt i sig selv igen, for vi var næsten store. 

Slavehandel og Gårdkampe 

Nu handlede det ikke mere så meget om fodbold, men også om at lege slavehandel og vandkamp imod de store. Bevæbnede med vandpistoler, spande og hjemmelavede håndjern gik vi i krig imod hinanden, og skulle så tage en fjende til fange, og lukke ham inde i et kælderskur. Det viste sig senere at være en fantastisk god øvelse og grundtræning, som vi fik brug for til at gå i gårdkrige imod nabogårdene. Men nu var vandpistolerne udskiftet med pusterør,slangebøsser med kramper, og bue og pile. Da kommunen rev den gamle trælast ned, som lå ved Øselsgade, og som var nabo til vores baggård, åbnede der sig et sandt paradis af muligheder for os. Grunden stod tom i et års tid, og bestod nu kun af jord og et enkelt træ.

På træet satte vi en stor papplade, som vi øvede os i at ramme med bue og pil. Vi købte blomterpinde til pile, og købte dartpile hvor vi så skruede pilespidsen af, og satte dem på pilene. Det var ikke for børn det her, og det gik da også galt en dag. Jeg havde lige skudt min pil afsted, og den gled lige så let og flot igennem pappladen og landede nede på jorden bag træet. Jeg gik hen for at hente min pil, men tykke Peter havde ikke tålmodighed, til at jeg var kommet i sikkerhed igen. Han skød sin pil med stor kraft igennem pappladen, men desvære også lige i nakken på mig. Pilen sad fast i mit baghoved, og jeg skreg som en stukken gris. Alle var i panik, og løb mig i møde for at trøste og tage pilen ud. Jeg løb op til mor for at rense såret. Hun var rystet og råbte, min dreng du græder ikke engang. Nej mor, det har jeg gjordt, og efter endt behandling med vask og plaster, for jeg ned af trapperne igen. Ned til krigerne fra gården. Der skulle ikke vises svagheder her midt i en krig. 

Vi lavede jordhuler til vores fanger, og det var faktisk ved at gå meget galt. Vi havde taget en fra Brigadevej til fange, og havde smidt ham ned i hulen. Han græd trøstesløs i flere timer nede fra hulen, men jeg tror faktisk, at vi havde glemt ham. Vi var allesammen oppe og spise aftensmad og se lidt sort/hvid tv, og kom så drøssende ned igen. Da vi lukkede ham ud, var han helt sort af jord i hovedt, og han havde tisset og skidt i bukserne. Vi var selv skræmte over, hvad vi havde gjort. Efter denne dag, var det totalt slut med krige og slavehandel. Vi havde fået os en lærestreg .... 

Anekdote nr. 2

Jeg kan huske at vi kunne købe lakrids rod, cowboy snus, salmiak stænger, rum kugler og knuste bolcher for 10 øre, nede i slik boden Coba på hjørnet af Brigadevej og Sundholmsvej over for Sundbyvester skole. Ren slaraffenland ... men også et helved, når man ikke havde penge bare til en vaffel med skum, og kunne se alle de andre skoleelever stå i kø til alle de skønne varer. Men så var det godt, at man kunne gå hjem og lave et krammer hus af pakamentpapir med havregryn og sukker, og prikke hul i papiret for oven. Eller lave en amager-mad med en skive franskbrød og en skive rugbrød med smør og sukker. Så kunne man lige klare den til en gang gård fodbold med rødderne. Der var amager kiks, amager stænger og andre amager navne.

Vi lavede også vores eget slik. Vi kom en salmiakstang ned i en mælkeprop som en spiral, og så kunne vi slikke på den, og så varede den længere. Jeg husker også, at vi elskede cowboy snus, og at de store drenge havde fundet ud af at lave deres egen cowboy snus. De købte lakridspulver og vaniliepulver på apoteket for en skilling, og lavede en blanding som vi drenge elskede, og som de solgte i små poser til os for et par kroner. De store var faktisk meget opfindsomme. De lærte os at skrælle celloiden af på damecyklernes styr og fylde det ned i en dåse, og derefter kunne vi med solens hjælp og et brændeglas antænde det til en kraftigt røgbombe. Jov, fantasien fejlede ikke noget. De sendte os små over til bageren på Brigadevej for at købe en moderkage, en jomfrukage eller 5 kejsersnit. Men vi anså det som god humor, og som en ting alle rødder fra gården skulle gennemgå. 

Nye tider 

Vores mor var nu højgravid, og var kæreste med John Hagen Olsen (fætter til skuespilleren Poul Hagen), og han var jo så blevet vores nye papfar. Vi tre brødre kunne godt lide ham. Han viste mor stor respekt og kærlighed, og over for os drenge var han en rigtig god papfar. John var kranfører inde på B&W, og cyklede hver dag derind. Der ville vores far jo nok have taget bilen. Vi så jo stadigæk vores far, som hentede os et par gange om året. Far kom altid, og hentede os i de nyeste smarte biler, og alle drengene fra gården stod og kiggede på. Det var nogle gange pineligt for os drenge, når far skulle hente os. Mor havde givet os vores flotteste tøj på, med slips og jakkesæt, nyt hår med bullcreme. Så far kunne være os bekendt, når vi skulle spise på Lorry, eller på nogle af de restauranger som han var direktør for. Her kan nævnes - Søpavillonen, Den røde pimpenel, Adam & Eva og Pizzariget Strøget. 

Vi brødre var imponerende hver gang, for far havde arrangeret dagen med tur til skrædderen, og fotosession. Derefte gik turen ofte til Bakken i Klampenborg, hvor far havde mange forbindelser, og også tit i Tivoli, hvor far havde et roulettebord i en spillehal. Far havde mødt en ny kæreste, der hed Inge Pedersen, og hun blev jo så vores nye papmor. Samme sommer som mor skulle føde, skulle vi drenge med far og Inge på sommerferie til Østrig. Mor fødte lillebror Tom samme dag, som vi skulle rejse til tyrol, nemlig d. 5. Juli 1968. Det lagde noget af en dæmper på vores ferieglæder, da vi brødre meget hellere ville se vores nye lillebror. Det var vel forståligt nok set i bakspejlet. Østigs-rejsen blev den sidste ferie af rigtig mange, og vi rejste aldig mere med far på ferie. Men vi besøgte ham og Inge mange gange i deres lejlighed i Rødovre. Vi holdt da også både jul hos dem og hos mor. 

John var flyttet ind hos os i Røsågade, og mor og John blev gift samme dag, som Tom blev døbt. Mor havde taget John´s efternavn, og hed nu ikke længere Christensen men Olsen til efternavn. Altså Ani Olsen, og Tom blev døbt Tom Hagen. Året efter fødte Inge d. 19. April 1969 en dreng, som de kaldte for Andre´, og som blev døbt Andre´Smil. Vores farfar Eigil Christensen blev altid tiltalt "Smil", og far og Inge syntes at de ville ære hans minde ved at navngive Andre´ efter ham. 

Adam & Eva (Kilde: pisserenden.com)

Restauratørerne Svend Muchardt og Ernst Kølle lånte familien Adlons hotelnavn fra Berlin og kaldte stedet ”Adlon”. Poul Henningsen, Thorvald Stauning, kronprins Frederik, mange kendte folk kom her i 1920erne og 1930erne. Det var her, at jazzen holdt sit indtog i Danmark med Holger Eibergs orkester. Legendarisk var den almægtige kontrollør Holger Lynge i sin lyseblå uniform, der havde en mageløs personhukommelse. ”Adlon” begyndte som et vovet sted, hvor herrer kom efter det obligate familiebesøg i Tivoli, men nu uden deres koner. I begyndelsen af 1920erne dansede den feterede dameven og opdagelsesrejsende Knud Rasmussen trommedans i kjole og hvidt og slog på en serveringsbakke med en grydeske han havde lånt hos  tjeneren. Men efterhånden falmede den dristige atmosfære, og konerne, ja selv de halvvoksne teenagebørn fik lov til at være med. Drikkevarerne og priserne var heller ikke længere mondæne i 1930erne. Efter krigen var det engang så mondæne sted gået ud af mode og forfaldt mere og mere og endte med pornoshows. Til Adlon hørte også hotelvirksomhed, men det meste af bygningen og bagbygningen var lejet ud, bl.a. til Sygekassernes Optik, Stjerngrens Skrivemaskineværksted, ”Harald Hansens Damekonfektion af 1935” og bokseinstruktøren Emil Jacobsen. Hans studio hed Malles Bokseinstitut. I bagbygningen fandtes et af Nørre Kvarters mange bogtrykkerier. Vinhandler Fritz Egede Paustian (Taster Wine) købte ejendommen i 1970, måske også fordi der fandtes hotel og restaurant (Adam & Eva) på adressen. Den 15. september 1976 genåbnede Adlon som et rent jazzsted som det andet Montmartre med Kay Sørensen som genius loci og Fritz Paustian som økonomisk garant. Da Montmartre ikke kunne leve af jazz alene, startede Jens Jørn Gjedsted et jazzdiskotek i lokalerne, som blev en vældig succes. Også traditionen med Copenhagen Jazz Festival begyndte i Nørregade i 1979. Økonomien var dog altid skrøbelig, indtil hotellet ovenpå lukkede og arbejdsløshedskassen FTF-A overtog Nørregade 49 for at have et centralt kontordomicil, men de gav Montmartre en finansiel garanti. Jazz Kays død i 1986 var en af flere årsager, at huset til sidst alligevel er blevet et rent diskotek og fra 1989 har en række ejere holdt liv i dansetraditionerne og diskotekets navn skifter fra Crazy Daisy til Enzo til Club Bombay til Dive og så fremdeles. 

Smil

Far havde da også et rengøringsfirma der hed "Smil", og jeg husker at vi store brødre, tjente lidt lommepenge ved at uddele visitkort og flyers til de forretningsdrivende på Strøget og det indre København. Jeg husker at vi mødtes allesammen inde i "Adam & Eva" på Nørregade 41 ( i det der senere blev til "Jazzklub Montmartre" ) i nogle weekender. Det gjorde kæmpe indtryg på os brødre, at se den fantasiske indretning i "Adam & Eva". Den var indrettet med træer, palmer, blomster og vilde dyr og fugle. I nabo lokalet lå natbaren "Leopard bar" som var indrettet i safari stil, med barstole betrukket med leopardskind og hele temaet var afrika med mystik og eventyr. 

Da vi som små skulle besøge farfar Eigil i nordsjælland, bliv vi tit kørt ned til stranden for at samle runde flade sten ind. Han skulle bruge dem til at lave hans små miniature af den lille havfrue. Han havde støbt den lille havfrue i metal og limet dem fast på de sten vi fandt på stranden sammen med et lille dannebrog flag. De blev solgt som souvenirs i Tivoli, på Bakken og i mange butikker rundt om i landet. Min farfar tjente mange, mange penge på dem. 

Flere år senere købte Inge navnet "Smil" til min far, som så nu hed Palle Smil og ikke længere Christensen. Far var dog så gavmild at tilbyde os (nu) voksne brødre at få navnet "Smil" , men vi takkede alle tre venligt men bestemt ... nej tak. Vi havde ikke lyst til noget navnesnobberi, og vi følte vel også en slags solidaritet og protest ved at holde sammen. Der var rigeligt med navnerod, Far og Andre´ hed nu "Smil", Mor og Tom hed "Olsen", men vi tre storebrødre hed stadigvæk "Christensen", og det havde vi ikke tænkt os at lave om på. Vi havde forøvrigt også alt for travlt med at spille rockmusik. 

Vingården var et af Københavns betydningsfulde jazzsteder 

Restaurant Vingården begyndte ca. 1958 som et Traditionelt jazz spillested. Fra ca. 1960 og frem til en gang i 1964/65 var det fortrinsvis nyere jazz der blev spillet. Fra 1965 blev det overvejende traditionel og swing jazz man kunne opleve. I perioden ca. 1963 – 1964 havde “Bamse” og de øvrige medejere åbnet restaurant Christian den IX som blev spillested for de traditionelle grupper. Dette var grunden til ovenævnte “opdeling” af stilarter i Vingården. Da Chr. IX lukkede kom den traditionelle/swingjazz tilbage til Vingården. “Bamse” som i øvrigt var en udmærket pianist “Fats Waller stil” var så afgjort til swingjazz – Bent Axen og Finn Mickelborg var til den moderne jazz.

Minefeltet (Kilde: Wikipedia, den frie encyklopædi)

Minefeltet betegner værtshuskvarteret omkring Nikolaj Plads i København. Især i perioden fra 1920'erne til 1960'erne var miljøet tilholdssted for bohemer, kunstnere, livskunstnere, excentrikere og særlinge.
Kendte værtshuse i området var/er Galatheakroen, Café Nick, Skindbuksen, Parnas, Lauritz Betjent, Vingaarden og Wessels Kro.
Blandt stamgæsterne har man i tidens løb fundet digtere og forfattere som Jens August Schade, Tom Kristensen, Olaf Gynt, Otto Gelsted, Sigfred Pedersen og Johannes Weltzer.
I litteraturen er miljøet bl.a. beskrevet i Tom Kristensens Hærværk og Hans Scherfigs Den døde mand. Bohemernes Minefelt i det gamle København Omkring Nikolaj Kirke i det gamle København ligger det herostratisk berømte ”Minefelt”.
En samling af gamle huse fra 1700-tallet, og ikke mindst værtshuse, hvor de københavnske bohemer fra 1920-erne satte deres præg på bybilledet.Kvarteret var i starten af 1900-tallet præget af den berygtede Holmensgade,
hvor bordeller og ”offentlige fruentimmere” til 1906 drev deres lovlige erhverv, og fortsatte med det også efter at loven blev ændret.
De mange farverige typer der kom til at befolke kvarteret bredte sig rundt til de forskellige værtshuse i de omliggende gader.
Her befolkede de Nick, Vingården, Bellman Kælderen, De Tre Musketerer, Laurits Betjent, Tyren, Piccadilly, Hanegal, Parnas, Skindbuksen og Hviids Vinstue.

Min mors nye mand John, var faktisk en tidligere fælles ven med både far og mor. De havde alle mødtes som unge til de samme fester og selskaber. John havde altid været lidt lun på mor, og var vild med hendes sangstemme. Han elskede jazz musik, og vi var tit med ham og mor inde i Vingården i Vingårdsstræde og høre jazz. Vi hørte traditionel swing jazz som Papa bue´s viking jazz band, og John og mor kendte dem personligt. Det var både spændende og også lidt skræmmende, at komme ind i dette røgfyldte, dunkle og larmende lokale. Der var fyldt med højttalende glade berusede mænd og kvinder. Nogle dansede vildt til musikken, og andre sad i baren eller omkring de askebæger, flaskefyldte borde. For os børn var dette Lastens Hule. Vi drenge fik indtryk af at mor og John var meget velkendte og velkomne. Vi blev præsenteret og vist frem for alle mulige fremmede mennesker, og alle skulle hen og rode os i håret og kysse os på kinden. Vi hadede det som pesten, men vi blev da belønnet rigeligt af de fulde gæster med lommepenge. Nogle af de for os brødre fremmede gæster, var nu ikke helt ukendte mennesker. Der var både Simon Spies, Flemming og Vivi Flint, Papa Bue og en masse kunstnere og musikere. Men hvorfaen skulle vi vide det fra ....vi var sgu også ligeglade. Vi ville bare ned i gården og spille fodbold.

Vores moster Ninna Olander Johansson var kæreste med jazzmusiker/Trombone spiller Erling Kroner på det tidspunkt. Han spillede tit i Vingården, og var altid smart klædt i mørkt tøj og en hat på hovedet. Han fik senere valget af Ninna, om at vælge mellem hende og musikken ... han valgte musikken. Sgu´ nok den der - een gang musiker - altid musiker. Jeg besøgte engang Ninna og Erling i deres lille lejelighed i den indre by, og jeg husker at jeg var måbende og fasineret af den lyd der kom ud af Erling´s trombone når han skulle øve sig. Der var sået et lille spirende frø til mit senere liv som musiker. Ninna var en gude smuk blondine og alle mænds drøm om en kvinde. Deres hjem var lidt flippet og meget mere farvestrålende end vores hjem på amager. Men jeg elskede det ... og jeg elskede min fantastiske moster Ninna over alt. Ninna fik senere to børn med dagspresse-journalisten Hervard Merved nemlig Mille og Hervard. Moster Karin fik en datter Charlotte med Birger Farup-nyhedsredaktør på ritzaus bureau. Onkel Per fik to døtre Gidel og Cilla med Bitten. Onkel Viggo fik to drenge Mikael og Ivan med Connie (jeg har aldrig mødt drengene).

 

Onkel Viggo´s mange liv

Mor fortalte os nogle skrækkelige historier om Viggo´s ungdom og liv, som virkelig har gjort stort indtryk på os brødre. Da Viggo var en stor knægt, var han med i en omrejsende akrobat gruppe der hed " DE 5 ORLANDERS " (De Hvide Arabere). De udførte forskellige fysiske akrobatiske stunts som at gå op af en trappestige på en hånd. De optrådte i div. samlingshuse og cirkus´er i ind og udlandet. En dag skulle de optræde i et cirkus i København, der netop den dag var fyldt med glade og fulde matroser på orlog. Viggo var godt igang med sit stunt på trappestigen, da en fuld matros pludselig og uden varsel rejser sig op med en pistol i hånden og skyder Viggo i hovedet. Viggo overlevede mirakoløst. Men lægerne turde ikke at operere kuglen ud, som havde sat sig fast i kraniet tæt på hjernen. Viggo levede resten af hans liv med kuglen i hans hoved.

Mor fortalte også om engang Viggo var kommet hjem fra en Grønlands tur, og skulle direkte til en fest hos hans venner inde i København. Da Viggo ankom sent på aften til festen, var de fleste af gæsterne temmelig berusede og alle øl og sprutten var drukket. En af de berusede gæster begyndte at lede efter sprut i værtens køkkenskabe, og endeligt lykkes det for ham at finde en halvfuld flaske snaps. Viggo og flere af gæsterne drak lystigt af de kostbare dråber. Men Viggo der var total ædru, fornemmede at der var noget total galt med den snaps, og stak hurtigt en finger i halsen, så han straks kastede hele indholdet op i håndvasken. Desværre for de andre gæster fulgte de ikke Viggo´s eksempel, da de simpenhen var for fulde til at smage forskel. Dette blev skæbnesvangert for to af gæsterne, der døede efter et par timer i voldsomme kramper. Andre overlevede efter hurtig udpumpning på hospitalet. Det havde ikke været snaps der var i flasken .... men træsprit.

Mor fortalte os en sidste skrækkelig historie fra Viggo´s liv. Han var blevet skilt fra hans børns moder Connie, men de var stadig venner og så hinanden engang imellem. Connie var blevet gift igen ... og skilt igen efter kort tid. Hendes nye nu ex.mand var meget jealous og voldsom, og havde tit truet hende. En dag ringede hun til Viggo og fortalte at hun var meget utryg og urolig, og var bange for hvad han kunne finde på. Viggo kørte straks ud til hende for at berolige hende, og imens han var der ringede det på døren. Viggo gik ud for at åbne døren, og i det samme bliver han stukket ned med en kniv af ex´en. Også dette overlevede Viggo ... og siden hen når han besøgte os på amager, så vi brødre på vores onkel med helt andre øjne ... han var vores helt ... han var vores onkel ... han var vores Viggo.

Lidt om John

John havde en mani med at cykle ind i gården efter arbejdstid. Så sad han der i sin cykelsadel og fulgte os drenge spille fodbold inde på legepladsen. Nogle gange kunne han finde på at råber til os ... hvad, er der nogle der har lyst til varm kacao og æbleskiver oppe hos den rødhåret? Så var faden løs i Laksegade, og alle vi drenge glemte alt om fodbold i en kort tid, og for op på 3. sal i Røsågade. Mor stod klar med varme æbleskiver og kacao, og så sang hun nogle viser for os. Vi brødre var lidt flove når hun sang, men rødderne fra gården syntes hun var vidunderlig. Det var hun sgu også ....

Husker en anden gang John cyklede ind i gården og råbte ... er der nogen der kan lide flødeboller ? Han havde købt en hel bakke med 50 stykker.

Vi laver en lille konkurrence oppe hos den rødhåret. Den der kan spise flest flødeboller ... får en hel bakke med 50 flødeboller. Så var fanden igen løs i Laksegade, og vi var omkring 8-10 drenge og piger der løb i hælene på John op til mor. Vi åd og åd flødeboller allesammen, men de fleste af os kunne kun spise 4-5 stykker så var vi færdige. Min storebror Ivan vandt og endte med at sidde på toilettet, og spiste næsten 8 flødeboller før han kastede op. Men nu skal det lige siges at flødeboller dengang, var betydelig større end de er idag. Men Ivan vandt 50 flødeboller den dag. Sådan .... 

Vi gik tit ture om sommeren med Tom i barnevognen ned til Ravelinen ved volden, for at fodre ænder og spiste frokost. Der var fantastisk smukt og den lå lige ned til vandet omringet af Christianshavns volde. Der var pyntet med guilander, hvide duge og vaser med blomster og alt så så´ malerisk ud. De havde en jukebox, og John smed nogle mønter i den, og så hørte vi ellers John Mogensen hele eftermiddagen. Stemningen steg i takt med alkohol indtaget, og hele Ravelinen sang med på Dybbøl mølle maler helt a´ helved til. Vi, eller de voksne havde en fest, vi drenge ville gerne snart hjem igen, inden de blev for fulde. Vi drenge kunne ikke lide, når de voksne mistede jordforbindelsen og blev lidt for glade. Så vi gjorde alt for at få Tom, John og mor helskindet hjem igen i tryghed.

Før John flyttede ind hos os, havde vi brødre været vant til at dele værelse. Men Ivan var blevet for stor til det, og han trængte i den grad til privatliv. John, der var lidt af en handyman, havde fået den geniale ide´ at opdele vores værelse med to store klædeskabe. Han satte de to klædeskabe midt i rummet, og de passede perfekt i højden og længden som rumdeler. Hvert skab havde 6 låger - 3 små for oven og 3 store for neden. I det første skab savede han en åbning i bagbeklædningen, som passede nøjagtigt med den store låge i skabet til venstre. På den måde lavede han en dør ind til Ivan´s værelse, så Ivan kunne så gå ind igennem klædeskabet til sit eget værelse. Øverst i begge klædeskabene fjernede John alle de små låger, og så anbragte han min og Stig´s madrasser deroppe som vores nye senge. Vi var alle brødre ellevilde med det .... Ivan havde fået sit eget værelse, og vi små havde fået hygge huler. Ud af alle de låger der blev tilbage, lavede John to slagbænke i Almue stil, og malede dem i almue blå og rød. Mor var helt oppe at køre, og var bare så glad for dem. Hun købte skummadrasser der passede i størelse, og syede smukt almuefarvet betræk til dem. Pludselig skulle alle møbler males i almue farver i hele hjemmet. 

John var vild med alle former for cykelløb. Banekørsel, 6 dagsløb og landevejsløb. Han vidste alt om rytterne, og han kendte nogle af dem personligt. Han tog os med ud til Ordrupbanen, hvor der var tidskørsel og forfølgesløb, men vi drenge syntes at det var kedeligt. En enkelt gang tog han os med ind i Forum og se 6 dagsløb, hvor stemningen var helt fantastisk. Der blev serveret fadøl, røget smøger og spillet høj musik, og alle publikumer i hallen sang med. Det var en kæmpe oplevelse for os drenge, og stemningen mindede os mest om, når vi var med far i Vin & Ølgod i Skindergade, hvor fulde glade mennesker sang og dansede på bordene. Sikke en fest der var i hele hallen, men det var klart en voksen fest, og ikke en fest for børn. Men vi fulgte da med, når der blev vist 6 dagsløb i fjernsynet i de næste mange år. Så lavede vi børn vores eget 6 dagsløb nede i gården, og så havde vi vores egen fest. Sådan ... 

Legetøjet 

Ejjj, for satan. Jeg bliver helt salig, rørt og nostalgisk når jeg tænker på vores legetøj. Hvor skal jeg begynde, og hvor skal jeg ende ? Der var så meget forskelligt, fantastisk og fantasifuldt legetøj, at jeg kun vil nævne nogle af mine farvoritter her, da det ville kræve en hel bog at nævne dem allesammen. Men lad mig give det et skud fra hoften. Legetøjet var delt op i flere kategorier, - inde og ude legetøj, det kreative bygge/samle/male legetøj, alene og fælles legetøj, og der var action/fantasy legetøj ... en skattekiste af guld for børn. Når jeg var alene, elskede jeg at samle fly fra Anden Verdenskrig med samlesæt fra Airfix og Revell. Jeg skulle først skille alle delene fra hinanden, og så følge en brugsanvisning for derefter at lime alle delene sammen. Nærmest som et puslespil bare i 3D. Når modelen var færdig, skulle den males og have mækater på. Jeg husker stadigvæk min Avro Lancaster Bombemaskine, som jeg var meget stolt over. Jeg legede så Anden Verdenskrig, med små plastik soldater (også fra Airfix) og med de fly, jeg efterhånden havde fået samlet. Lidt makaber leg måske. Men sådan var drenge nu engang. Stig og jeg havde en stor kasse med Timpo Toys cowboys, indianere, riddere og soldater, fort, telte, og en masse tilbehør, som vi fik mange timer til at gå med. Når vi skulle lege noget kreativt, så kom kassen med Brio Builder og Hanse Tec frem. Så blev der ellers bygget på livet løs. Vi lavede de mest fantastiske kraner, svævebaner og bygninger, som indgik i vores leg med vores tændstiksbiler. Der var Tekno biler, Corgi biler og ikke mindst Matchbox biler. Matchbox bilerne var speciel gode til at køre på vores store Matchbox Superfast racerbane. Racerbanen var helt uden stømforsyning, men bestod af lange gule plastikskinner der blev forbundet med et rødt bindeled. Der fandtes en masse tilbehør til Matchbox Superfast serien, som loop, booster, omgangstæller, hop, hårnålssving, mål og selv en elevator. Men den kunne godt fylde meget i et lille børneværelse, som skulle rydes væk om aften når vi skulle i seng. Vi var flere rødder i gården der havde Matchbox Superfast i store mængder, og en sommerdag havde vi aftalt at mødes på den tomme parkeringsplads foran den nedlagte Storno fabrik med alt vores udstyr. Vi brugte flere timer på at samle, hvad jeg nok vil mene var danmarks eller måske verdens største Matchbox Superfast bane. Det var et syn for guder, som jeg aldrig glemmer. Sådan ... 

Rejsegramafonen og Ridde, ridde Ranke 

John havde en lille rejsegramafon. Sådan en der havde højtaler i låget. Hans pladesamling bestod mest af jazz, som Billie Holiday, Fats Waller, Louis Armstrong, Ella Fitzgerald, og de blev spillet med stor volume dagligt. Han havde også et par stykker fra den danske revyscene. Nemlig Osvald Helmuth og Kjeld & Dirch. Vi elskede at høre hans plader, og i weekenden når alcoholen blev sluppet fri, dansede vi tit med mor og John til den swingende jazz. Vi brødre elskede at se mor glad, og vi nød at der var kommet musik ind i huset. Gramafon pladen med Kjeld & Dirch blev virkelig slidt ned, af alle de gange vi spillede - Tømmerflåden, Skolekammerater og Jul i den flyvende tallerken og alle de andre skønne monologer. John havde en fantastisk tålmodighed, fantasi og energi til at få os unger til at sove. Han kunne en ridde, ridde ranke remse, som jeg den dag idag kan huske. Han tog os en efter en op på hans knæ, og så begyndte hans knæ ellers at bevæge sig op og ned. Så begyndte han at remse -

Ridde ridde ranke - til møllerens banke - der var ingen hjemme - uden en gammel kælling - som stod i aske - og rørte vælling. Hun tog en stikke - vælling ville slikke - hun tog en ildebrand - og brændte sig på højre arm - det sved, hun gned - det brændte, hun rendte -op og ned af Nørregade - der mødte hun en gammel kone - slår du mig med kampesten - så slår jeg dig med gåseben og plub - så røg hun i en rendesten. 

Far havde også en rejsegramafon, som var flottere og smartere end den vi havde. Den stod i hans kontor, som egenligt så lidt sparsomt ud ved første øjenkast. Men da vi brødre besøgte ham i hans kontor, så ville han lige vise os en hemmelighed. Han havde en stor reol med kunstige bøger, og den kunne trækkes ned som en dobbeltseng. I en anden reol kom der en en lille minibar ud. Vi drenge havde aldrig set noget ligende ... jov, måske i en James Bond film i amager bio. Men dette var vores fader. Vi var meget imponeret, og vi blev godt nok overraskede, da far spillede Povl Dissing - 25 minutter endnu og Kvælerslangen på gramafonen. Fars pladesamling var fyldt med Dissing, Cæsar og lidt James Last.

Mor bliver syg

Året var 1969 ... det var sommer, og vi drenge spillede fodbold nede på legepladsen i Brigadegården på amager.
Nu var det også snart skole sommerferie, og vi var alle i højt spille humør. Spil mig ... ind over ... selvhenter når bolden røg ind på bunkeren. Alle børnene var glade og så frem til den kommende sommerferie. Men jeg og mine brødre Ivan og Stig var lidt mere bekymrede over hvad sommeren skulle bringe. Mor var blevet syg, og havde fået et mavesår. Hun skulle på rekreation på Montebello i Nordsjælland hele sommerferien. John skulle passe lillebror Tom der hjemme, og Ivan var stor nok til at klare sig selv. Så det blev arrangeret sådan at Stig, og jeg skulle i pleje hos vores moders nærmeste familie. Stig skulle i pleje hos moster Karin og Birger Farup inde i Bredgade i København, og jeg skulle i pleje hos Bitten og onkel Per Orlander i Alme i Nordsjælland. Den sommerferie føltes uendelig lang på godt og ondt. Jeg var 10 år ... famlende, usikker og angst for mors helbred og fremtiden. Men på samme tid var det også åbningen for et nyt fantastisk eventyr for mig. Bitten og Per boede langt ude på landet langt fra naboer, og var omgivet af marker og fri natur. Jeg havde aldig oplevet noget ligende. Jeg var jo vant til asfalt og brosten. De havde sgu også høns ... høns ... jeg var måløs. Jeg fik hver morgen lov til at hente de friske æg til morgenmaden ... spejlæg ... Mmmm... fantastik, jeg havde aldrig smagt noget ligende. Min onkel Per Olander var kunst maler og havde sit atelie på 1.ste sal i det skønne bondehus. Han var meget aktiv, og havde udstillet i flere lande. Jeg var meget fascineret af Per og hans kunst, og mange af hans malerierne var inspireret af rejser til Grønland. Per gav mig lov til at male på et lærred med oliefarver. Jeg var helt vild af glæde, for det var første gang at jeg havde prøvet det. Jeg havde altid elsket at tegne på papir med tusser og blyanter, men at male med pensel på lærred ... fedt. Jeg kan huske mit første forsøg på at male, var et portræt at en grønlæder. Det har sikkert ikke været særligt godt, men jeg var super stolt over det. Min fader Palle fik det senere i føs´dags gave (undskyld far). Per var en kæmpe læremester for mig, og jeg elskede alle hans malerier fra grønland og andre steder i verden. Han lærte mig alt det grundlæggende ... at sammensætte et billed, med lys, kontrast og dybde. Jeg er ham dybt taknemlig for at åbne mine øjne for kunsten og alle de muligheder der findes inde for faget. Tak Per Olander ... At male er at leve. Jeg elskede også når Per tog mig med på ture i hans bil ned til stranden for at samle småsten. Per havde nogle gamle sættekasser hvor vi støbte gips i, og så satte vi de små sten i gipsen, og malede det hele, når det var tørt. Jeg har stadig min sættekasse endnu - 1969 hedder den. Jeg husker en særlig tur vi tog for at besøge Pers ven Hans Scherfig. Jeg så hvordan de lavede litografi på store sten med farve og tromle, og hvordan de så blev trykt. Jeg fik også selv lov til at lave et lille metal radering som litografi på en plade på ca.A-4. Jeg var ellevild og glad. Selfølgelig tænkte jeg også på mor og mine brødre hele tiden, så det hele var ikke bare skønt. Nej ... gu´ var det ej. Men Bitten og Per gjorde alt hvad de kunne, for at jeg kunne komme igennem denne svære tid. Tak for det ... elsker jer.

Broby pr Haslev

Jeg husker også, at jeg året efter blev sendt til Broby i noget sommerferie plejefamile ophold hos nogle total fremmede mennesker. Mor mente at jeg ville have godt af den friske luft på landet. Mor fulgte mig ind på hovedbanegården, hvor jeg blev sat ind i en togvogn med en note om, hvor jeg skulle stå af toget. Jeg var bange og usikker, og skulle nu for første gang rejse alene. Men jeg nåede frem til den rette station godt hjulpet af en flink togkonduktør, der havde set min note fra mor. Plejefamilen bestod af en far, mor og en lille datter. Moderen var hjemmegående husmor, og faderen var postbud i Københavnhavn. Han kørte på sin knallert frem og tilbage på arbejde. De havde et lille landsted i Broby lidt udenfor Haslev, og var meget troende efter deres religion. De gik imod alle former for fest, underholdning, druk og pjat. Plejeforældrene spurgte mig om hvad jeg gik op i. Kunst og musik svarede jeg. Godt, du skal brodere med nål og tråd. Det var dræbende kedeligt, men jeg var på fremmed grund, og ville ikke skuffe dem. Så der broderede jeg løs med at lave pudebetræk og forklæder. Det blev den længte sommerferie, jeg kan mindes. Men den blev også en øjenåbner for mig. Det jeg vil hen til er, at jeg mødte 3 skønne søstre, der boede på en gård i nærheden. Jeg kan desværre ikke huske deres navne. De var opdraget frit og langt fra mine plejeforældres opfattelse af tro. Jeg tilbragte rigtig mange timer og dage sammen med dem. Jaa, selv om natten tænkte jeg kun på dem. De var så søde og frigjorte, og gav mig en følese af sammenhold og selvvær. De lærte mig alt om at ryge, kysse og at drikke øller under jernbane broen ... det var en fantastik sommer. Og i bonus fik jeg 3 små hvide mus af pigerne med hjem til amager, og min mor var ude af sig selv. Men John tog mig i forsvar, og jeg fik lov til at beholde dem. Set i baglyset skulle han nok ikke have gjort det ... musene fik 19 unger kort efter .... og jeg havde mere lyst til at spille fodbold i gården, så John måtte tage sig at musene.

 

Det var alt for denne gang kære venner ... men i skal da lige have et lille PS 

Jeg er født i 1959 i København, og voksede op i røsågade/brigadegården i Sundby på amager. I min barn- og ungdom spillede jeg fodbold i B-1908 og med alle drengene nede på legepladsen i brigadegården. Når vi unge raske drenge fra brigadegården var færdige med at lave jordhuler, lege Belfegore i kælderen, lege slavehandel og gå i gårdkrig, så skulle vi i biffen. Så gik turen til Merry, Amager bio, eller til Aladdin bio hvor der var fire-forestilling om søndagen med dobbelt forestilling. Så blev der ellers fægtet og leget Zoro og Batman hele vejen hjem til gården igen. I det hele taget har det at lege altid betydet meget og fyldt meget i mit liv. Jeg håber aldrig, at jeg mister lysten til at lege. I 1972 åbnede Christiania på Christianshavn, og min interesse for fodbold svandt til fordel for musik,teater,kunst og film. Jeg har altid elsket at tegne og male, og tjente da også til mine første smøger (5 EIFFEL og 5 YORK) i skole frikvarteret på Sundbyvester skole, for at tegne Jimi Hendrix og Che Guevara på ryggen af de stores militærjakker. I 1972 var vi en lille flok drenge der ville spille rockmusik som vores store idoler (Deep purple, Black sabbath, Doors m.m.), så vi begyndte at tjene penge før og efter skoletid som cykel- og avisbude. Vi fik efterhånden samlet instrumenter og gear sammen til et rigtigt lille beatband, som vi bar op på loftet på femte sal i et tørrerum. Her opstod vores første øverum (Kvisten) med filt og æggebakker på væggene. Yahh - så var vi på vej.

Her er et udpluk af de amagerbands jeg har spillet i - CYRK , CONFUSION ORCHESTRA, SKIN & BEN, TEXT, - der alle har optrådt på "5 ØREN" ved amager strandpark fra 1978 til 1983. Sjovt nok håndtegnede jeg den første "5 ØREN" plakat, som så blev trykt i Klub 47. CONFUSION ORCHESTRA og FREDE FUP med hans FUNKY FREAKS var de første der optrådte på "5 ØREN" i 1978. Jeg kom i 1973 med i nogle små 8mm kortfilm som skuespiller, og i 1974 fik jeg en rolle i ungdoms filmen "LA´OS VÆRE". De efterfølgende år optrådte jeg som skuespiller i tv, reklamer og i børne -ungdomsteater med base i Borup ungdomsklub. Jeg bestod realeksamen i 1976 på Sundbyvester skole (Slaveanstalten), og fik da også taget hævn som vice-skoleinspektøren så sarkastisk fik nævnt, nemlig ved at spille til skolefesten i 1976 med CYRK. Efter en lang tur på ti måneder i Gribskov-lejren som militærnægter i 1978, så kom mit liv til at handle om at male. Jeg gik i lære i 1983 som bygningsmaler, og blev i 1987 uddannet som malersvend. I 1989 hev jeg teltpløkkerne op på amager, og flyttede med kone og barn ned til landlige omgivelser til Askov på sydsjælland. Her startede jeg eget malerfirma op, og begyndte med at skrive musik og tekster igen. Jeg har idag komponeret omkring 200 sange, der alle er Koda anmeldte. Det blev starten til at finde nye musiker og legekammerater, for at igen at komme ud på landevejene og fyre den a. Det er blevet til tre nye bands - THE GANG, THE GANG CORPORATION, LOS TALENT´LESS, som jeg skrev og komponerede alle sangene til.

Der er også blevet tid til at male malerier og skrive lidt drama. I 1995 skrev jeg skuespillet "RUDOLPHE & AIM´EE" der er udgivet af Drama, og som blev ur opført i Præstø på Bio Bernhard med mig som instruktør og skuespiller.

"RUDOLPHE & AIM´EE" er en tragikomisk musical med 13 nye sange og med over 20 medvirkende. Jeg var så heldig at få hjælp af Ole Ernst, som medvirker som en slags gud, der taler ned fra himlen til de medvirkende. Alt i alt en fed oplevelse. Det gav mig blod på skrivetanden, og jeg skrev så to stykker mere - "CAFE BOMBELY" og "I GØNGEHØVDINGENS FODSPOR". Sideløbende med musikken, teateret, passe børn, firma, bygge hus, - ja, så var der også tid til at male malerier og udstille. Det er farverige kubistiske oliemalerier, på grænsen af det erotiske men rolige og uden at støde nogle.

I 1996 indspillede THE GANG CORPORATION deres første CD med titlen BRING BACK THE MUSIC i deres eget Mobilstudie i Kalvehave. Dette blev startskuddet til at gendanne den tidligere MØN MUSIKFESTIVAL der havde ligget i dvale i flere år.

Igen var påskudet for at starte en festival den samme som på amager med "5 ØREN", der manglede spillesteder for de lokale. De gæstende artister blev som bandhyre CD/VIDEO optaget, da alle de medvirkende optrådte gratis. Mobilstudiet. dk/TV Danmark2/TV2 Øst - stillede alle deres grej til rådighed. Det blev til fem fede møn musikfestival år fra 2000 til 2004, der kun kunne lade sig gøre p.g.a. alle de frivillige hænder der stillede deres tid til rådighed. TAK VENNER.

I 1997 lagde jeg og THE GANG CORPORATION stemmer til tegnefilmen "Da Aron kom til Schelm", som blev vist på DR1 i 1997,2001,2004. Jeg fik i 2000 lyst til nye udfordringer, og uddannede mig som produktions assistent på TV Danmark2 sydsjælland. Sjovt pludseligt selv at stå bag kameraet og være fotograf,lydmand,jounalist, klippe og redigere. Samt altmuligmand på kagefabrikken. På hjemmefronten havde jeg travlt med at sample musik på min computer, og fik optaget tre cd´er under navnet SIR.IUS. Jeg havde på daværende tidspunkt mødt bassisten John "bas" Poulsen fra TWIINS, og vi fik lyst til at lege, da vi svingede godt sammen. Så vi begyndte at indspille musik hjemme hos mig i Kalvehave sammen med Lasse Luffe, nu da THE GANG CORPORATION lå i midlertidligt dvale. Dette blev starten på et nyt hygge-oldboy-band med det famøse navn LOS TALENT´LESS (masser af talentløshed). Vi blev godt forplejet og hjulpet på vej af min kone Margit. Med smørebrød,kaffe,øl,smøger,tålmodighed og en overbærenhed der aldrig er set før eller efter (Tak Margit). LOS TALENT´LESS fik indspillet deres første cd med titlen GOOD COMPANY i 2003.

I 2004 solgte jeg mit hus i Kalvehave, og flyttede til Præstø i en fed lejelighed, hvor jeg bor idag. Her nyder jeg roen og den smukke natur, og jeg har rigtigt godt gang i maleriet og musikken igen ..... Ja, det var mit liv meget kort fortalt ... knus.

PS/ - jeg har 3 skønne børn - Camille Simone, Lykke Emili og Lærke Elva, og jeg har 4 skønne brødre - Ivan, Stig ( r.i.p.),Tom og Andre´.

Jeg ønsker jer alle derude et godt og lykkeligt liv, og gør nu ikke de dumheder jeg har gjort .... genommen

( PS/ - Dette er naturligvis en version af mit livsforløb med selv-sensur ... malet med den brede pensel og til tider med lidt for lyse farver )